" /> Lærersporet

Læringskonference

På sporet af læring

Grib friheden og vær med til at sætte fagfornyelsen i spil   

Vær med når vi slår dørene op til en dag, hvor vi bliver klogere på fagfornyelsens vigtigste pædagogiske og didaktiske principper. Her stiller vi skarpt på hvordan vi skaber rammer, der giver plads til både faglig fordybelse og stærke fællesskaber, og på hvordan elevinddragelse og undervisning tæt på virkeligheden kan tage form i hverdagen.   

Fagfornyelsen i folkeskolen er ikke bare justering af mål – det er en invitation til at genopdage formålet med undervisningen.   

Når målene reduceres, åbnes der et rum for faglig dømmekraft, kreativitet og professionel stolthed, hvor vi udforsker hvordan vi egentlig forstår læring.  

Glæd dig til en dag som taler til både hoved, hånd og hjerte.  

Målgruppe: lærere, pædagoger, vejledere, ressourcepersoner og alle andre der også er nysgerrige på fagfornyelsen

  

 

 

Praktisk om dagen

- Tid: onsdag den 4. marts 2026 9:20 til 16:00
- Sted: Mødelokale 20
- Pris: 1.000,- kr + moms inkl. frokost og kaffe.

Program 4. marts 2026 - På sporet af læring

09.00 - 09.20 - Kaffe, croissant og tjek ind
09.20 - 09.30 - Velkommen til dagens program
09.30 - 10.20 - Når læring rykker ud i virkeligheden

Når læring rykker ud i virkeligheden

V. Dennis Hornhave Jacobsen, undervisnings- og udviklingsansvarlig, Skoletjenesten Kolding, samt medlem af ekspertgruppen for fornyelse af folkeskolens fagplaner

 

Fagfornyelsen inviterer til undervisning, der bringer elevernes læring tættere på virkeligheden – hvor kundskaber, engagement og myndighed får plads til at udfolde sig.

I dette oplæg præsenterer Dennis Hornhave Jacobsen de centrale intentioner bag fagfornyelsen, og viser hvordan de kan omsættes i praksis. I introduceres til en konkret case som viser, hvordan en praksisorienteret og virkelighedsnær tilgang kan skabe dybere læring og nye veje ind i fagligheden.

Oplægget giver afsæt til inspiration på tværs af fag og et praksisnært bud på, hvordan vi kan gribe friheden i fagfornyelsen og styrke det, der allerede virker i skolens hverdag.

10.20 - 10.30 - Mellemrum
10.30 - 11.30 - Elevinddragelse gennem dialogisk undervisning

Elevinddragelse gennem dialogisk undervisning

Nana Bernhardt, Undervisnings-og udviklingsansvarlig på Statens Museum for Kunst og Skoletjenesten – videncenter for eksterne læringsmiljøer, Cholada Chokaeo og Ida Hindsgavl Brink, undervisningsudviklere SMK Connect

 

Når elever lærer med og gennem kunst, åbnes nye veje for deltagelse. I dette oplæg undersøger vi, hvordan dialogisk undervisning og æstetiske læreprocesser kan skabe rum for flerstemmighed – hvor både hoved, hånd og hjerte bringes i spil. Vi ser bl.a. på, hvad der sker med flerstemmighed, når emnerne er komplekse og udfordrende.

I et miniworkshopformat afprøver vi konkrete greb, der kan styrke elevernes medskabelse og inddragelse i undervisningen – greb som er hentet i Statens Museum for Kunst´ undervisningspraksis, og som er del af læringsplatformen SMK Connect.

Oplæg og workshop giver inspiration til, hvordan man kan arbejde med kunst og dialogisk praksis i skolens hverdag og bidrage til meningsfulde læringsfællesskaber, hvor elevernes stemmer og perspektiver får reel betydning.

11.30 - 11.40 - Mellemrum
11.40 - 12.40 - Frokost
12.40 - 13.40 - Fra visuel blindhed til visuel opmærksomhed – om hjernens betydning for læring

Fra visuel blindhed til visuel opmærksomhed – om hjernens betydning for læring

V. Nicolaj Suhr, ledelses- og organisationskonsulent med fokus på hjerneforskningens betydning for vores kommunikation, relationer og læring.

 

Nicolaj vil tage os gennem nogle af de vigtigste grunde til, at vi bør være MEGET mere opmærksomme på, hvordan hjernen virker, hvad dens opgave i virkeligheden er, og hvordan vi i langt højere grad kan og bør tilpasse vores kommunikation, budskaber og didaktikker til, hvordan hjernen og vores krop fungerer.

Oplægget vil med garanti udfordre dit syn på kommunikation og læring, måske endda en smule provokerende, men samtidige vil det også være konkret og anvendelsesorienteret.

Tag med på en rejse fra visuel blindhed til visuel opmærksomhed og få forståelse for nogle af de mest opsigtsvækkende fund inden for hjerneforskningen.

13.40 - 13.55 - Kaffepause
13.55 - 14.40 - Deltagelsesdidaktik - en vej til at skabe faglige og sociale fællesskaber

Deltagelsesdidaktik - en vej til at skabe faglige og sociale fællesskaber

V. Katrine Krogholm Olesen, Lektor UCN, Act2learn.

 

I arbejdet med de nye fagplaner er variation, engagerende undervisning centralt for at skabe faglige og sociale fællesskaber. Deltagelsesdidaktik er et bud på, hvordan læreren kan planlægge, gennemføre og evaluere en sådan undervisning.

I oplægget får du konkrete eksempler på, hvordan du kan anvende Deltagelsesdidaktik for at imødekomme elevernes forskellige læringsforudsætninger og gøre det muligt for dem at nå de faglige mål.

Eksemplerne viser blandt andet, hvordan du inddrager eleverne, anvender mangfoldige og fleksible læreprocesser i undervisningen og skaber et rum for refleksion over elevernes forskellige måder at lære på.

14.50 - 15.35 - En rolig linje på en flimrende skærm

En rolig linje på en flimrende skærm
 - en oplevelse af fordybelse gennem litteratur

V. Rebecca Bach-Lauritsen, prisbelønnet børnebogsforfatter og podcastvært 

 

“På worldometers.info er der tal for alt. Jeg var lige derinde. Det skulle du prøve.

Nuværende befolkning i verden-tallet står og kører nonstop. 8.257.253.400 var det, da jeg tjekkede. Det er en række af tal, fødsler i år, dødsfald i dag, offentlige udgifter til militær på verdensplan. Tallene står hele tiden og kører - og ændrer sig så hurtigt, at jeg først troede, at der var noget galt med mine øjne eller med skærmen, for det hele var sådan et flimmer.
Men et enkelt sted var der ro. Tallet bevægede sig slet ikke i den tid, jeg kiggede. Det var ”Bogtitler udgivet i år”. 2.455.340. Min øjeblikkelige følelse var glæde. Her var der noget, der ikke skyndte sig. Her var der noget, der ikke flimrede.

Jeg kunne selvfølgelig også være trist over, at der er meget mere gang i militær end i litteratur, men det var altså ikke det, jeg følte lige dér. Jeg følte, ja: Litteraturen er en rolig linje på en flimrende skærm.

Litteraturen skynder sig ikke, men den er til stede på side 1 af verdens vigtigste nøgletal”

Rebecca Bach-Lauritsen

15.35 - 15.45 - Tak for i dag

Klik på billedet for at downloade materialet.



Konferencierer på dagen

Maria Ulrik Pedersen

Maria Ulrik Pedersen
CFU Absalon

 

Lonnie Sørensen

CFU KP