Henrik Tingleff - Oplægsholder
Henrik er psykolog af uddannelse og nysgerrig på mennesker af natur. Henrik forstår menneskers adfærd – og hvordan den påvirkes, og han kan give et yderst kvalificeret svar på, hvorfor vi kloge mennesker træffer så mange ukloge beslutninger. Henrik har tidligere været underviser i flere år og vil i oplægget koble denne erfaring til sin viden om, hvad der former sociale fællesskaber, og hvad det er vigtigt at medtænke, når sociale fællesskaber skal udvikle sig sammen.
Claus Hjortdal - oplægsholder og paneldeltager
Claus er formand for Skolelederforeningen og LC-Lederforum. Claus har været skoleleder og næstformand for skolelederne fra 2007 og formand fra 2014. Claus var formand for regeringens udvalg for inklusionseftersyn og sidder pt med i partnerskabet ’Sammen om skolen’.
Klaus Majgaard - oplægsholder
Klaus har arbejdet med offentlig styring i mere end 20 år. Han har været konsulent, kontorchef, børne- og kulturdirektør og kommunaldirektør. Klaus arbejder i dag som underviser og rådgiver. Hans arbejdsliv har på den måde ofte krydset grænser mellem fag, sektorer og roller. Klaus er optaget af at forstå de mange forskellige miljøer og kulturer, hvor der skabes offentlig værdi, og hvor ledere udøver deres praksis. I de sidste par år har Klaus især været optaget af hvordan skolens lokale udvikling understøttes bedst muligt.
Niels Krause-Kjær - moderator
Niels Krause-Kjær er journalist og tidligere mangeårig vært på Deadline på DR2. Han har bl.a. arbejdet på Jyllands-Posten, som rådgiver på Christiansborg, som lektor på journalistuddannelsen og som politisk kommentator. Niels Krause-Kjær har siden sin romandebut ’Kongekabale’, der senere blev filmatiseret, skrevet en række bøger, senest romanen ’Nedsmeltning.’
Gordon Ørskov Madsen - paneldeltager
Gordon har siden 2020 været formand for Danmarks Lærerforening. Gordon har forud for formandsjobbet beklædt flere forskellige poster i DLF. Han sidder pt med i ’Sammen om skolen’, hvor han sammen med Claus Hjortdal og andre helt centrale personer drøfter, hvordan vi bedst støtter og udvikler skolen. Gordon siger, han er fan af aftaler.
Dorte West - paneldeltager
Dorte er borgmester i Herning kommune. Hun er valgt for Venstre. Dorte har i en årrække forud for borgmesterrollen været formand for Børne og familieudvalget i kommunen og har som sådan arbejdet meget med området. Dorte sidder endvidere i KL’s udvalg for ’Børn og undervisning’.
Marie Holt Hermansen - paneldeltager
Marie er forperson for danske skoleelever og har allerede markeret sig fint i flere sammenhænge som en stærk repræsentant for skoleeleverne.
Inge Kristensen - paneldeltager
Inge er pædagogisk leder på Østbirk Skole i Horsens Kommune. Inge er optaget af god personaleledelse og har senest i tidsskriftet ’Liv i Skolen’ skrevet en fin artikel om udfordringerne i at få alle lærerne med i udviklingsprocesserne.
Clement Kjersgaard - oplægsholder
Clement Behrendt Kjersgaard er tv-vært, skribent og foredragsholder. Han er kendt som tv-vært på adskillige aktualitetsprogrammer og talkshows på DR fx Debatten. Clement er vokset op i Aarhus, hvor han 11 år gammel startede Århus Børneradio. Clement har et stærkt samfundsengagement og herunder også klare holdninger til skolens rolle som danner og uddanner.